Klumme

Når æblerne falder i oktober rusk

Nu står der skum fra bølgetop,
og blæsten river ned og op,
hvad Gud en sommer skabte.
Nu kan alene kærlighed
forhindre, at vi synker ned
i bitterhed – fortabte.

Sådan synger vi i oktober salmen på nr. 731 i Salmebogen.

Det er ikke let at bevare troen.
Men kan vi leve uden troen?
Den kamp kender vi.
Der er ikke ret mange mennesker som kommer igennem livet uden at få sår på sjælen.
I kamp med troen, er der et element af opgivelse og overgivelse.
Hvad mener jeg med det?
Jo, jeg mener at det at erkende sin afmagt er vanskeligt for os mennesker. Vi føler afmagt som et nederlag, et ydmygende nederlag. Hellere end at indrømme vores afmagt og afhængighed af andre og af Gud, vil vi gå vores egne veje og klare livet selv. Vi kan ikke blive i vores afmagt, men vil altid søge et eller andet håb. I alt som har med tro at gøre, er der et element af at give op, og af at overlade fremtidens gang til en anden, til Gud.
Overgive sig til Guds vilje, ikke til bitterhed. Og bede med på bønnen, –

Gud, lær os før din vinters gru
som æblerne, der falder nu,
at slippe alt vort eget.
Din søn var her og viste os,
at døden intet finder hos
den, som har elsket meget.

Jesus var selv den, som måtte bære lidelse og smerte. Og som måtte give afkald og opgive sin egen vilje.
Det er jo sådan vi får fortalt Jesu historie, at han som hjalp så mange til et bedre liv, han måtte gå smertens og lidelsen vej i en alder af 33 år. Ham, som vi tror på og som vi taler om, til hans historie hører også nederlaget og smerte og opgivelse.
Ved en ordination sluttede biskoppen sin tale til de to præster som skulle ordineres: Gud i vold. Det er ganske kontant og realistisk sagt, at det liv de stod foran, det var på Herrens mark. Overladt til Guds vilje. Det er helt op til Gud, hvad han vil gøre eller give mig i mit liv, og jeg får ofte ikke det jeg beder om, dog har jeg et ord at bære mit liv på.

I en salme af Brorson nr. 5 i Salmebogen faldt jeg over dette ord, som enkelt siger hvad det er at leve med Gud, som sin himmelske fader.

Du altid mig ved hånden fik, når vandene til sjælen gik.

Brorson som har skrevet den sætning, bruger her det billede af et menneskes forhold til Gud, som er mellem et barn og dets fader. Når det går godt, kan man klare alt selv og lege og tumle og udfolde sig. Men når man er truet og skræmt og bange, så søger barnehånden sin faders hånd. Det er bønnens hånd som rækker ud efter Gud. At tro er at komme til Ham som er større end vi kan forstå.
Og troen er vel i sidste ende blot dette, at række sin hånd ud efter Guds hånd, og så lade Gud råde for hvad der sker. I det håb og i den tro, at i alt hvad der sker med mig, er jeg i Guds hånd. I livet og i døden.

Sognepræst Lindvig Osmundsen