Klumme

Godt nytår

Det er nytår.
Tid til nytårsforsætter, slankekure, ”omvendelse” og selvpineri af forskellig slags. Ja, for et år er nu gået, og et nyt venter forude – og derfor er det lige så sikkert som ”amen” i kirken, at du nu skal straffe dig selv med endnu et nytårsforsæt eller to. Måske er du faktisk blevet spurgt om hvad dit nytårsforsæt skal være i år – uden egentligt at have forholdt dig til det inden. Dine slukørede erfaringer fra tidligere års selvpineri har måske bremset dine oprigtige overvejelser, og alligevel svarede du – med den brusende champagne glimtende i dit glas, og uden at tænke det fjerneste over hvordan du ville opnå målet – et eller andet med en slankekur eller et halvmaraton.
Nej, nej – ikke igen. 

Et par dage efter sidder du med til familiefest, og nipper lidt til sovsen og får så kommentaren: ”Altså! Det er jo ikke det du spiser mellem jul og nytår, der gør dig tyk, men det du spiser mellem nytår og jul.”
Du er ved at blive lidt sur. Benene gør også lidt ondt – særligt efter de 10 km i forgårs, hvor du måtte humpe halvdelen af vejen hjem alt imens sergentens evige sætning fra din tid i militæret rungede i dine ører: ”Smerte er svaghed, der forlader kroppen” – ”Det skal bare løbes væk”.
Halvvejs inde i januar giver du op.

Ja, det er ikke nemt med de der nytårsforsætter. Måske glipper det, fordi vi glemmer at lægge en realistisk plan. Måske mangler der egentlig bare en slutdato. Måske lægger vi for hårdt ud.
I kirken er der faktisk også en periode, hvor man opfordres til at ændre livsmønstre for en tid. Det er den tid, som vi kalder fasten. Modsat nytårsforsætterne, som ofte handler om at ændre nogle vaner for din egen skyld, for dit helbreds og din sundheds skyld – ja, for din fysiske krops skyld, så handler den kirkelige faste om at lægge ting og vaner til side for dit åndelige helbreds skyld – for at give plads til Gud i dit liv.

Også det kan være meget svært – særligt hvis man igen sætter alt for høje mål. Jeg vil gerne være den første til at indrømme, at det endnu ikke lykkedes at fuldføre en faste fuldt ud. Det kunne fx være ikke at se for meget fjernsyn, ja, måske helt afholde mig fra tv-kiggeri eller facebook, eller at droppe kaffen i de 40 dage fasten varer. Ærligt talt – det er ikke lykkedes for mig.

Måske skal man bare være af en bestemt psykisk støbning for at kunne holde til sådanne udfordringer – ligesom dem, vi ser i programmet Alene i Vildmarken. Ja, jeg tænker på den slags mennesker, som er i stand til at bo alene i vildmarken i langt over 70 dage. Ja, selvom de savner mad, familie, venner er de i stand til at kæmpe videre mod sejrsmålet. Jeg er imponeret.
På trods af at det let bliver en kliche, så er der alligevel noget om snakken med denne sætning: ”Det er jo ikke det du spiser mellem jul og nytår, der gør dig tyk, men det du spiser mellem nytår og jul.”

Vi mennesker er jo ikke kun fysiske væsener. Vi har også en sjæl og ånd boende i os. Jesus siger jo et sted: ”mennesket lever ikke af brød alene”.

Måske du derfor skal sætte dig et mere fromt nytårsforsæt i år: fx at gå lidt mere i kirke. Forhåbentligt vil du snart opdage, at du har sultet dig selv rent åndeligt – og at denne udfordring ikke bliver noget, der medfører hverken smerte eller sult, men at du i stedet for ville komme til at savne det, hvis du stoppede igen. Tag og prøv det, for det er ikke helbredsmæssigt uforsvarligt at blive åndeligt tyk.

Godt nytår.

Sognepræst Samuel Sandegaard Høeg